Styrk denne lille sjæl / Stärke diese kleine Seele

Og så stod vi dér igen i morges, som vi har gjort det så ofte denne sommer: En lille dreng, der er i tøjet, har spist morgenmad, glad er cyklet af sted og hen til skolen / fritidshjemmet. Og så står han pludselig alligevel dér med tårer i øjnene og blokeret af angst og sanser intet andet end sig selv. Mor, jeg savner dig. Mor, går du nogen steder, mens jeg er her? Mor, kan du ikke blive lidt? Mor, du må ikke gå nu. Og jeg føler mig både som verdens ondeste mor, men føler også, at jeg gør det rigtige, når jeg siger: Du skal være her, se, de andre har det ligesom dig, gå nu hen og snak lidt med de andre fra din klasse eller med de voksne.
Jeg var selv genert som barn og er det egentlig endnu. Selv om de grå hår vælter frem på hovedet af mig, og jeg bliver tiltalt med "De" i butikkerne, har jeg ofte fornemmelsen af, at alle de andre har forstået noget, som jeg aldrig kommer i nærheden af.
Som barn fik jeg alt for ofte lov til at slippe for de ting, jeg var bange for, mine forklaringer om, at jeg ikke havde lyst eller havde noget vigtigere for, blev alt for gerne taget for gode varer. I dag kan jeg nogle gange være alt for længe om at handle eller få sagt åbent, hvad jeg virkelig mener.
Det skal ikke ske for Einar.
Men han har ikke bedt om at flytte, og hvad skal jeg sige, når han spørger: Hvornår skal vi til Danmark (dvs. i hans sprogbrug til Aalborg) igen? Eller han glæder sig over, at vi skal besøge min søster og svoger i deres sommerhus i Skåne, ikke for deres skyld, men fordi: Juhuu, Sverige, så kan det være, Akif kommer forbi.
Han er bange for at lægge sig til at sove i det værelse, hvor alle børnene for tiden har fælles soveværelse, fordi han frygter, at vi forlader huset, når vi går ned ad trappen efter at have sagt godnat. Han løber rundt til over midnat, og vi er ved at gå i spåner.
Når han endelig sover, sidder vi bare med hver vores aktiviteter, trætte og triste. Hvordan skal det her blive et hjem, når et medlem af familien bare ikke føler sig hjemme?
Jeg forklarer ham, at den sammenhæng han har forladt, ikke findes mere, at hans andre venner også er blevet spredt på forskellige lande og skoler. Men det gør ham jo bare mere ked af det. Inde i hans hoved findes der et paradis, hvor han dagen lang spiller fodbold med sine venner Akif, Benjamin og Benjamin og Frederik.
Hans verden er brudt sammen, og han kan ikke finde en ny.

Einar ist vollkommen unglücklich. Jeden Tag, wenn ich ihn zur Schule oder zum Hort begleite, kann er nicht Abschied nehmen und hat Tränen in den Augen. Er ist schüchtern - so wie ich es auch selbst war, aber ich leiste ihm einen Bärendienst, wenn ich ihn von all dem befreie, wovor er sich so sehr scheut, so wie meine Eltern das taten.
Seine Welt ist zusammengebrochen. Er hat seine besten Freunde verloren und die Umgebung, die er liebt und die für ihn seine Heimat war. Er hat Angst, im neuen Haus zu schlafen, und hält uns abends auf Trab, dass wir todmüde sind. Er sehnt sich zurück nach einem Zusammenhang, den es nicht mehr gibt. Seine Freunde sind jetzt auch auf verschiedenen Schulen, zum Teil im Ausland, aber wenn man ihm das sagt, ist es ihm nicht gerade ein Trost.